Logo
Logo

formandens beretning

Generalforsamlingen 18. marts 2019 FORMANDENS BERETNING

Så gik der et år mere og vi skriver 2019. Det er igen tid generalforsamling i Dalby G & IF og dermed at aflægge beretning. Året har været et forholdsvis roligt år med en god og solid drift af afdelingerne, hvilke de selv kommer ind på senere. Enkelte udfordringer har der dog været idet den valgte fodboldformand fra generalforsamlingen 2018 aldrig viste sig til et bestyrelsesmøde og vist heller ikke meget på fodboldbanerne. Det er lykkedes at ”overtale” en aktiv og energisk træner i fodboldafdelingen til at stille sig til rådighed som kommende medlem af bestyrelsen. Jeg håber meget at Niklas Mejlhart bliver valgt ind om lidt.

Efter generalforsamlingen 2018 konstituerede bestyrelsen sig, og der har været afholdt 8 ordinære bestyrelsesmøder i perioden. Ved sidste generalforsamling valgte vi, at fortsætte med ekstern bogføring og det er forløbet til bestyrelsens fulde tilfredshed. Som det kan ses i dagsordenen for generalforsamlingen vil bestyrelsen fortsætte det gode samarbejde med BR Revision i Rønnede. Ligesom sidste år vil det være Vibeke fra BR Kontorservice der gennemgår regnskabet i hovedpunkter – senere.

I 2018 blev der afholdt Forårsfest, med et tilpasset koncept. Der var ikke udsolgt men der blev lavet et fint overskud til foreningen. Festudvalget bestående af Jørgen Anker Ipsen, Claus Christensen fra Superbrugsen, Ole Jensen, Peter Dahl og undertegnede var overbeviste om, at vi nu havde det rigtige koncept og planlagde Forårsfesten 2019 til den 16. marts, men vi blev klogere. På trods af massiv reklame for festen lykkedes det kun at få solgt 250 billetter en måned før, og det betød at vi måtte aflyse. Ærgerligt at der ikke er opbakning til halfester mere – det må vi bare konkludere. Uforståeligt af man blot 18 km væk – i Toksværd – kan samle 700 mennesker til halfest hvert år i februar. For mit vedkommende vil jeg ikke bruge mere tid på planlægning af halfester i Dalby – der må andre kræfter og ideer til, hvis festerne skal genopstå.

Ved sidste generalforsamling omtalte jeg også lokalplanen for hele området med Bavneskolen og Hallen, som var ved at blive udfærdiget. En af de sidste ting jeg var med til i min byrådsperiode var netop vedtagelsen af denne lokalplan, hvor en kommende Dalby Hal 2 er indskrevet. Det der forestår nu, er så en overenskomst med Faxe Kommune om overdragelse af arealet til den kommende hal - i forlængelse af den nuværende hal. Jeg har fået arrangeret et møde med borgmester og kommunaldirektør på mandag den 26. marts, hvor vi skal drøfte hvordan denne overdragelse kan og må foregå. Når dette forhåbentlig hurtig er faldet på plads – er alle hindringer ryddet af vejen for så vidt angår lovgivning og tilladelse til arealet – og dermed kan vi sætte fart på projektet med et egentligt projektforslag, indhentning af tilbud samt finansiering. Det næste år bliver et spændende og travlt år på denne front.

Det seneste år har ligesom de tidligere år budt på udfordringer omkring træningstider i både hal og gymnastiksal, men ved smidighed og fleksibilitet afdelingerne imellem er det lykkedes, at få kabalen til at gå op. Stor tak til afdelingsformændene for jeres måde at håndtere disse udfordringer på.

Med hensyn til aktiviteterne i foreningen vil jeg også i år - gerne takke for den opbakning som der bliver vist når der er foregår noget i hallen. Gymnastikopvisningen er det næste arrangement, men det er jeg sikker på, at Louise vil komme ind på om lidt. At vi mærker denne opbakningen er med til at drive alle – uanset tilknytning til foreningen. Bestyrelsen vil fremadrettet have fokus på nye aktiviteter som naturligt kan etableres i foreningen.

Jeg vil selvfølgelig igen rette en stor tak alle vores sponsorer. Vi er som jeg har nævnt mange gange meget stolte over og glade for, at vi stadig har så mange sportsinteresserede erhvervsdrivende i vores nærområde, der kan se en gevinst og er villige til at lægge penge i foreningen. Tusind tak for det.

Jeg skal også i år rette en stor tak for alt det frivillige arbejde der ydes af vores trænere og instruktører. Uden dem var der ingen aktiviteter og dermed ingen idrætsforening. Ligeledes en stor tak til afdelingsformændene for jeres enorme indsats til glæde for medlemmerne i afdelingerne. Derudover også en stor takt til næstformanden, sekretæren for jeres store indsats. Endvidere skal der lyde en stor tak til Charlotte Rasmussen og Berit Porsborg som yder en uvurderlig indsats i forbindelse med driften af cafeteriet.

Til slut vil jeg takke alle dem som vi måske ikke altid ser men arbejder anonymt i kulisserne og dem er der også rigtigt mange af. Dette engagement i vores forening – er særdeles vigtig og vi er meget taknemmelige for det.

Torben Reiner Jensen

Formand.

Dalby Gymnastik & Idrætsforening