Så blev det endelig tid til generalforsamling i Dalby G & IF og dermed at aflægge beretning for årets gang i Idrætsforeningen. Året har været det mest mærkelige år både foreningsmæssigt og sportsligt i de 14 år, som jeg har været formand.
Ikke meget har været som det plejer og i særdeleshed ikke siden marts, hvor der for alvor blev lukket ned – af grunde som vi alle kender. Og det betyder også, at denne beretning omkring foreningens virke - ikke bliver den længste jeg har afholdt i min tid som formand.
Ligesom i stort set alle andre foreninger i Faxe Kommune og for den sags skyld også på landsplan -har vi haft en lille nedgang i antallet af medlemmer i foreningen. Dette er dog ikke gældende for alle afdelingerne i vores forening – men det hører vi nok mere om, når afdelingsformændene aflægger beretning. Denne nedgang i medlemstallene i idrætsforeningerne forskes der meget i. DGI og nogle udvalgte kommuner herunder Faxe Kommune har sammen med Syddansk Universitet lavet en omfattende undersøgelse af årsager hertil. Rapporten kom for ca. 1 1/2 år siden og peger helt klar på ændrede behovsmønstre for idræt. Holdsport bliver mange steder fravalgt til fordel for individuel sport – og man behøver jo ikke være medlem af en forening for at løbe en tur i skoven eller cykle samme sted. Det er helt klar noget, at vi som forening også kommer til at forholde os til de kommende år.
Efter generalforsamlingen 2019 konstituerede bestyrelsen sig, og der har været afholdt 6 ordinære bestyrelsesmøder i perioden.
Vi har i den forløbne periode haft ekstern bogføring og det er forløbet til bestyrelsens fulde tilfredshed. Som det kan ses i dagsordenen for generalforsamlingen ønsker bestyrelsen at fortsætte det gode samarbejde med BR Revision i Rønnede – det kommende år som jo i realiteten kun er 1/2 år, da næste generalforsamling jo afholdes i marts 2021. Ligesom de foregående år vil det være Vibeke fra BR Kontorservice der gennemgår regnskabet i hovedpunkter – senere.
Som nogen måske har set – har vi fået en ny og opdateret hjemmeside. Det lovede bestyrelsen på sidste generalforsamling. Camilla Brander som er tilstede her i aften – tog opgaven og vi syntes hun er lykkedes rigtig godt med det. Tak Camilla.
Angående Forårsfester, som jeg talte lidt om ved sidste generalforsamling – er det ikke lykkedes at få gjort nogen interesseret i, at drive denne aktivitet videre. Vi er flere der har hørt på, hvorfor vi ikke gør sådan eller sådan i forhold til det der er gjort tidligere, men når så dem med de mange ideer - bliver inviteret med i planlægningsgruppen er der masser af undskyldninger for ikke at deltage. Jeg syntes det er rigtig ærgerligt, for det har virkelig været et godt indtægtsgivende aktiv for foreningen i rigtig mange år, men også en god måde at samle byen på. Tiderne er ændret og det må vi acceptere.
Siden sidste generalforsamling er der jo virkelig sket noget, hvad angår den nye Dalby Hal. Fra at være et foreningsprojekt – lykkedes det med et godt lokalt benarbejde, at få overbevist politikerne i Faxe Byråd om det nødvendige og fornuftige i at Faxe Kommune finansierede en ny sports hal i Dalby. Det blev en del af budgetforliget for 2020 – og arbejdet med projektering og valgt af entreprenør foregår lige nu. Vi har en lokal arbejdsgruppe som er i løbende dialog med Faxe Kommune således, at så mange af vores ønsker kan blive tilgodeset i et eller andet omfang – selvfølgelig afstemt i forhold til økonomien. Præcis hvornår spaden sættes i jorden ved jeg ikke – men det kan vi måske få lidt mere viden om senere i aften. Fra bestyrelsens side, skal der lyde en stor tak til arbejdsgruppen for det fantastiske resultat I er nået frem til. Vi glæder os til hallen står der.
Jeg har meget bevist valgt – ikke at være en del af denne arbejdsgruppe, da jeg sidder som formand for Folkeoplysningsudvalget i Faxe Kommune. Dette for at undgå habilitetsproblemer og for mange kasketter.
Det seneste år har ligesom de tidligere år budt på udfordringer omkring træningstider i både hal og gymnastiksal, men det problem kan vi jo se frem til – bliver løst med den nye hal.
Afdelingsformændene vil om lidt aflægge beretninger for de enkelte afdelinger.
Bestyrelsen vil fremadrettet have fokus på nye aktiviteter som naturligt kan etableres i foreningen. Bestyrelsen har bl.a. drøftet muligheden for etablering af E-Sport. Udfordringen lige nu er lokaler – men det løser sig måske.
Jeg vil selvfølgelig igen rette en stor tak alle vores sponsorer. Vi er som jeg har nævnt mange gange meget stolte over og glade for, at vi stadig har så mange sportsinteresserede erhvervsdrivende i vores nærområde, der kan se en gevinst og er villige til at lægge penge i foreningen. Tusind tak for det.
Jeg skal også i år rette en stor tak for alt det frivillige arbejde der ydes af vores trænere og instruktører. Uden dem var der ingen aktiviteter og dermed ingen idrætsforening. Ligeledes en stor tak til afdelingsformændene for jeres enorme indsats til glæde for medlemmerne i afdelingerne. Derudover også en stor tak til bestyrelsen for et godt og solidt arbejde igennem året. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer. Endvidere skal der lyde en stor tak til Charlotte Rasmussen og Berit Porsborg som igen har ydet en formidabel indsats i forbindelse med driften af cafeteriet.
Som de tidligere år vil jeg takke alle dem - som vi måske ikke altid ser så meget, men arbejder anonymt i kulisserne og dem er der også rigtigt mange af. Dette engagement i vores forening – er særdeles vigtig og vi er meget taknemmelige for det.
Dette er så min sidste beretning idet, jeg har valgt at overlade formands-stafetten. Jeg har været formand i 14 år og det har været 14 fantastiske år - som jeg på ingen måde har villet undvære, men nu syntes tiden er inde til, at der kan tænkes nye tanker og måske andre måder at drive foreningen på.
Jeg har igennem tiden haft nogle fantastisk dedicerede medlemmer af bestyrelserne og uden det kæmpe arbejde de har udført – havde jeg ikke kunnet sidde som formand så længe. Jeg forlader ikke bestyrelsen – hvis jeg bliver valgt vel og mærke – da jeg stadig har lyst til at hjælpe med diverse administrative opgaver i forhold til ansøgningspuljer samt andre af hoc opgaver.
Torben Reiner Jensen
Formand